Hestens 2. og 3. halshvirvel (axis og C3)
1. Kiropraktik og myofascial behandling
Mine behandlinger er en kombination af kiropraktik, myofascial release, fysio og en række andre teknikker, som jeg tilpasser ud fra den enkelte hest. Det er også muligt at udvide behandlingerne med akupunktur.
Hvad er kiropraktik og myofascial release? Kan man virkelig påvirke leddene på så store dyr?
Hvornår skal man få behandlet sin hest? Hvad består en behandling af?
Hvad er kiropraktik og myofascial release?
Kiropraktik hjælper leddene og kroppen til at fungere bedst muligt. Kiropraktik sker i samarbejde med hesten - de bedste resultater opnås med en afslappet hest, og derfor er tvang og voldsomme teknikker ikke en del af min kiropraktik (og bør ikke være en del af nogen manuel behandling).
Alle led har et normalt bevægelsesspektrum. Hvis leddene ikke kan bevæge sig ud til de normale yderpunkter af bevægelsen, kalder vi det at leddet er 'låst' - leddet er 'stift', og hesten bliver 'stiv' og kan ikke bruge sin krop optimalt. I kiropraktikken arbejder vi direkte på leddene og hjælper dem til igen at kunne arbejde uden låsninger. Hesten er ikke syg, fordi den har nogle stive led, men den vil have svært ved at bevæge sig korrekt, og der kan opstå smerte og irritation både fra leddene og de omkringliggende muskler og bindevæv, især i forbindelse med hestens træning. Når hestens led ikke arbejder optimalt, vil hestens krop forsøge at finde andre veje til at opnå den ønskede bevægelse. Det vil medføre stivhed og ømhed i andre dele af kroppen, og på længere sigt kan der opstå mere permanente slidskader. Det er ikke sjældent at hesten har 'låsninger' flere steder i kroppen, og det er ikke altid muligt at sige, hvor problemet er startet. Derfor undersøger jeg altid hele hesten, og derfor ender jeg ofte med at løsne låsninger flere steder i samme hest.
Hvis hesten har haft 'låsninger' i længere tid, vil dens muskler og bindevæv have tilpasset sig til en forkert form, og de vil trække hestens krop tilbage mod det forkerte efter en behandling. Det kan derfor være nødvendigt at behandle hesten kiropraktisk flere gange indenfor en kortere periode kombineret med god daglig træning for at få rettet kroppen helt på plads. Det er min erfaring, at der hos heste med problemer opnås gode resultater med 2-4 behandlinger med ca. 14 dages mellemrum.
Hvis leddene er blevet presset ud over det normale bevægelsesspektrum f.eks. ved fald, kan der ske egentlige skader, der ikke kan afhjælpes med kiropraktisk behandling, men som kræver traditionel dyrlægebehandling.
Myofascial release er behandlingsteknikker, der er rettet mod kroppens bindevæv. Hele kroppen er dækket af store bindevævslag, som omslutter muskler og led, og som hjælper med at stabilisere og mobilisere. Hvis fascierne ikke fungerer som de skal, så vil det påvirke mange aspekter af hestens bevægelse, herunder smidighed, stabilisering, og nervesignalering, hvilket kan føre til nedsat præstation eller smerter. I mange år blev fascierne ikke anset som en vigtig del af bevægeapparatet, men i de senere år har forskning og erfaring fra manuelle behandlere heldigvis ændret den opfattelse.
Proprioception er en meget vigtig del af nervesystemet, der sikrer at kroppen hele tiden sender signaler op til hjernen om, hvor de enkelte dele af kroppen er placeret, og f.eks. hvilken type underlag hesten arbejder på. Hvis hestens led eller bindevæv ikke fungerer korrekt, vil de proprioceptive signaler til hjernen blive forvrænget, og hesten vil miste fintfølingen med sin krop, hvilket på kort sigt vil føre til nedsat præstation, men på længere sigt vil det kunne føre til slidskader. Hesten vil f.eks. kunne begynde at snuble eller bare virke langsommere og mere ukoordineret i sine bevægelser. Kiropraktik og myofascial release er bl.a. med til at genetablere korrekt signalering fra proprioceptorerne til hjernen, så hesten bruger sin krop rigtigt. Målrettede øvelser i stalden, fra jorden og under rytter vil yderligere støtte hestens proprioception.
Øvelser i stalden og fra jorden + træningsplan. Mine behandlinger slutter altid med at vi aftaler det videre arbejde med hesten herunder forslag til øvelser både i stalden, fra jorden og under rytter, så I selv kan arbejde videre med de ting, som jeg har hjulpet hesten med.
Hvad er kiropraktik ikke?
Kiropraktik er IKKE en erstatning for dyrlægeundersøgelse og behandling. Hvis hesten eller ponyen har et klinisk problem skal det udredes og behandles af din egen dyrlæge. Men kiropraktik og myofascial release kan forebygge og hjælpe hesten inden problemet er blevet klinisk, og igen efter hesten er blevet behandlet (eller i samarbejde med din egen dyrlæge gennem behandlingsforløbet). Hvis din hest har problemer, og du vælger at få den behandlet af en kiropraktor, fysioterapeut eller lignende, så SKAL der være tydelig forbedring efter de første 2-3 behandlinger - ellers skal den henvises til udredning hos din dyrlæge. Dette gælder især hvis din behandler ikke er dyrlæge, da det kræver en klinisk baggrund at kunne vurdere, om hesten fejler noget mere alvorligt.
Kan man virkelig påvirke leddene på så store dyr?
Kiropraktisk behandling af heste (og andre dyr) adskiller sig ikke væsentligt fra kiropraktiske behandlinger på mennesker. Det handler om anatomisk forståelse, retninger og vinkler. Det er aldrig et spørgsmål om kræfter og styrke. Hvis det ser ud som om, der bliver brugt mange kræfter, så er der noget galt. Det eneste problem ved at jeg kun er 168 cm høj, når det er en varmblod på 180 cm i stang, er at det kræver noget højt at stå på for at opnå de rigtige vinkler og retninger. Det er ikke muligt at opnå alle de rigtige vinkler nede fra jorden, og det er derfor jeg altid har min store boks med ud i stalden, og det er derfor jeg flytter mig så meget rundt i forhold til hesten under en behandling.
Hvornår skal man få behandlet sin hest?
Hvis hesten ændrer sin måde at bevæge sig på eller ændrer temperament under arbejde, i stalden, ved opsadling, eller på folden kan det være godt at få den behandlet. Andre relevante tidspunkter at få behandlet din hest er, når hestens arbejde ændrer sig væsentligt f.eks. når den unge hest skal i tilridning, før og under genoptræning efter en skade, hvis træningen ændrer sig pga. ny disciplin eller træner, hvis du har købt ny hest, hvis hesten har været ude at køre langt, føl især hvis det har været en besværet foling, osv. Mange hesteejere vælger at få deres heste behandlet forebyggende med faste intervaller 1-4 gange om året. Hestejere, der får behandlet deres heste regelmæssigt, kan ofte mærke, når det er ved at være tid til en behandling. Heste med nedsat muskelmasse pga. alder eller træningsstadie kan have brug for hyppigere regelmæssige behandlinger end veltrænede heste.
I Danmark er mange, der udfører kiropraktik på heste, også dyrlæger, så vi har en kvalificeret baggrund for at kunne vurdere, om hesten har brug for kiropraktisk behandling, eller om den har brug for mere traditionel dyrlægebehandling (eller en kombination). Husk at tjekke kvalifikationerne på din behandler - dyrekiropraktik er ikke en beskyttet titel, så alle kan sige at de laver kiropraktik også uden uddannelse.
Hvad består en behandling af?
Mine behandlinger starter med at jeg laver en normal klinisk/palpatorisk gennemgang af hesten for at udelukke, at der er problemer, som kræver traditionel dyrlægebehandling. Hesten bliver inspiceret og mærket igennem, der vil blive stillet en lang række spørgsmål, som måske ikke allesammen virker lige logiske, og bevægelsen vil blive tjekket (lidt ligesom ved en almindelige halthedsundersøgelse f.eks. skridt og trav på lige spor, skridt og trav i longe, evt. bøjeprøver, alt efter behov). Ved første behandling vil den indledende gennemgang være mere omfattende. Derefter vil den egentlige behandling blive udført. Hestens krop bliver mærket igennem for spændinger, og jeg tjekker bevægeligheden i leddene gennem hele rygsøjlen fra bækkenet over ryggen og op til halsen og nakken. Spændinger og låsninger bliver løsnet undervejs med kiropraktiske, myofasciale og fysioterapeutiske teknikker. Lemmerne bliver også tjekket. Jeg inddrager ofte andre teknikker som f.eks. akupunktur, postural tension release, balancetests og coreøvelser. Hestens udstyr (sadel mm.) vil evt. også blive tjekket hvis relevant, og det kan være nødvendigt at se hesten under rytter. Til sidst laves en plan for de næste par dage, for opfølgende behandlinger, og for hestens arbejde og øvelser i det næste stykke tid (core træning, balance, smidighed, styrke, proprioception). De fleste heste har godt af en gåtur på 10-15 min efter behandlingen og en fridag dagen efter, men det vurderes og aftales på individuel basis. Men undgå at booke tid til en kiropraktisk behandling dagen inden et stævne eller en undervisningstime. Hvis det vurderes at hesten bør udredes klinisk, vil den kiropraktiske behandling blive udskudt (der vil skulle afregnes kørsel og et undersøgelsesgebyr på 200,- inkl. moms (gælder ikke for heste opstaldet på ARK)).
2. Genoptræningskonsultation og genoptræningsplan
Genoptræningsforløb kan være en stor udfordring, især fordi de varierer med hvert eneste skadesforløb, og det derfor er noget, vi som hesteejere heldigvis sjældent får opbygget erfaring med.
Hvert genoptræningsforløb er forskelligt, da det afhænger af skaden (type, placering, omfang), men også af hesten (alder, træningsniveau, temperament, mm.), ejer/rytter/part, forventninger til resultat, faciliteter, mm. Det kræver stædighed, men også kreative løsninger og løbende tilpasninger af genoptræningsplanen, hvis det skal ende med et godt resultat.
Jeg har en efteruddannelse inden for og mange års erfaring med genoptræning af heste efter forskellige skader, eller når de bare har stået stille og skal trænes op igen. Genoptræningsplanerne vil ALTID blive udfærdiget i tæt samarbejde med jeres faste dyrlæge, som har stået for udredningen og behandlingen af jeres hest (og andre fagpersoner i hestens team f.eks. smeden). Men hvad er det så, jeg kan hjælpe med? Jeg kan være jeres kontaktperson gennem forløbet og hjælpe med at udtænke kreative løsninger, når hesten begynder at kede sig eller bliver for vild eller på andre måder ikke fungerer i den plan, som I allerede har. Hvis du allerede har et godt samarbejde med din dyrlæge omkring genoptræningsforløbet, så hold fast i det, men hvis du i samråd med din dyrlæge vurderer, at det giver mening at få en ekstra person ind over med en holistisk tilgang til genoptræningshesten og med uddannelse indenfor rehabilitering, kiropraktik, mm., så kan jeg komme ud og hjælpe jer med at finde de bedste løsninger for jer. De grundlæggende elementer i en genoptræningsplan er faste, og dem vil der ikke blive ændret på, men jeg kan komme ud og se på jeres faciliteter og hjælpe med at tænke kreative løsninger ind i forhold til f.eks. boksro, kontrolleret motion, og mentaltræning. Vi kan også udarbejde et tilpasset øvelsesprogram i stalden og fra jorden (stræk, balance, styrke, core), genetablering af det proprioceptive system, og jeg vil derudover selvfølgelig kunne tilbyde manuel behandling af din hest, så vi sikrer at hesten står og bevæger sig korrekt gennem kroppen, så den ikke udvikler kompensatoriske problemer mens den aflaster det skadede eller ømme område. Målet er ikke bare en hest, hvor skaden er helet, men hvor resten af kroppen også er klar til at komme tilbage i arbejde.